KENNEDY SELSKABET
Selskabets formål er at holde John F. og Robert F. Kennedys inspiration
og livssyn levende, så deres gode ord kan blive omsat til gode handlinger.

MÆND AF MOD PRISEN, 2024



For året 2024 har Kennedy Selskabet besluttet at tildele John F. Kennedys bog ”Mænd af Mod” som pris til forhenværende præsident i Polen Lech Walesa. Kennedy Selskabet har valgt Lech Walesa for hans mod til at kæmpe for et frit Polen.

Den kommunistiske verdensorden kontra den frie verden talte præsident John F. Kennedy om i sin Berlinertale i juni 1962, hvor han ønskede, at alle mennesker en dag ville blive frie mennesker:

"Alle frie mennesker, hvor de end lever er borgere i Berlin, og som en fri mand er jeg derfor stolt ved at kunne sige: "Ich bin ein Berliner""

Helt i tråd med disse ord kæmpede Lech Walesa modigt for frie forhold i Polen, og frie valg blev indført i 1989. Lech Walesa blev i 1990 med overvældende majoritet valgt til Polens præsident, som han var indtil 1995.

Lech Walesa talte i den amerikanske kongres den 15. november 1989 og sagde følgende:

"Vi respekterer ethvert menneskes og enhver nations værdighed og rettigheder. Vejen til en lysere fremtid i verden går gennem ærlig forsoning af modstridende interesser og ikke gennem had og blodsudgydelse. At følge denne vej betyder at styrke den moralske kraft i den altomfattende ide om menneskelig solidaritet."

Lech Walesas ord er også helt i tråd med Kennedys ord i "fredstalen", som blev holdt den 10. juni 1963 på American University i Washington D.C. Efter Cuba-krisen fremstod Sovjetunionen måske som den svageste part, men Kennedy rakte hånden ud og sagde således:

"Jeg taler om ægte fred, der gør livet på jorden værd at leve, den slags, der gør mennesker og nationer i stand til at vokse og håbe og opbygge et bedre liv for deres børn - ikke blot fred for amerikanere, men fred for alle mænd og kvinder - ikke blot fred i vores tid, men fred til alle tider."

Kennedy sagde videre:

"Alt for mange mennesker tror, at fred er umuligt og at fred er urealistisk, men det fører til den konklusion, at krig er uundgåelig. Vi er ikke nødt til at godtage det synspunkt. Vores problemer er menneskabte, derfor kan de også løses af mennesker."

Lech Walesa elsker sit land, og han skriver til sidst i sin selvbiografi "Håbets Vej":

"Jeg føler ind imellem, jeg tilhører en svunden tid - den som beskrives så godt i vores nationalsang, Polen er stadig i live. Men de betingelser, der eksisterede, da denne hymne blev skrevet, gælder stadig, ligesom de håb og dyder, den er udtryk for: mod, oprørstrang, stolthed. Men der vil komme en tid, som jeg sikkert ikke når at opleve, hvor den harmoni og den fred, der hersker på hele vores klode, må udtrykkes i en anden sang, og jeg ønsker, at vore børns børn da vil kunne sige efter os: Verden er stadig i live!"